Optakt: 15. etape af Giro d'Italia 2024

Thumbnail
Foto: RCS Sports

Efter enkeltstarten venter en hård bjergetape med mål i Livigno. Dossard guider dig igennem etapen i denne omfattende optakt.

Det er noget af en etape, som arrangørerne har gemt til dagen før hviledagen. Der er potentiale til at det hele kan eksplodere på 15. etape til Livigno, hvor en led finale skal afgøre det hele. Men hvordan vil holdene spille ud på denne etape?

Ruten: Manerba del Garda - Livigno, 222 kilometer

15. etape bliver en modbydelig hård dag. Der er flere stigninger på programmet, men det hele spidser til med Passo del Mortirolo, der starter efter omkring 140 kilometers kørsel. Stigningen er 12,6 kilometer og stiger med 7,6 % i snit, men undervejs er der flere stejle passager. 

Herefter følger en nedkørsel og 40 kilometer senere kommer dagens reelle finale. Først er der Passo di Foscagno (15,0 km - 6,4 %) og fra toppen af den følger en kort nedkørsel, inden de sidste 4,7 kilometer stiger med 7,7 % op mod mål. Det er en hård finale. Der kan komme store tidsforskelle her.

Favoritterne

Det er en etape, hvor det er svært at lure taktikken. De første 130 kilometer er egentligt relativt lette at kontrollere, men har UAE Team Emirates interesse i det? Vil Ineos måske gøre noget? Eller hvad med Bora-hansgrohe? De har kun et incitament til at gøre noget, hvis de har planer denne dag. Og helt ærligt: Hvis jeg var Ineos, så havde jeg forsøgt noget. De har et mandskab i storform og Geraint Thomas plejer at blive bedre og bedre som løbet udvikler sig.

Jeg tror, at etapen er så hård sammenholdt med at mindst ét hold forsøger at kontrollere det, at vi ender med at få en klassementsafgørelse. Jeg kan nemt se dum ud, men det er mit bud på den her etape.

Derfor går jeg med Tadej Pogacar (UAE Team Emirates) som den store favorit. Vi så igen på enkeltstarten, at han er et niveau over rivalerne. Når han er den eneste, der er inden for minuttet af Ganna, så vidner det om at han simpelthen bare er flyvende. Pogacar har ingen grund til at folde sig ud, så hvis Majka og de øvrige på holdet er lige så stærke som på 8. etape, så tror jeg, vi kommer til at se en lignende taktik: UAE og Pogacar vil køre afventende og herefter bare forsøge at neutralisere rivalerne.

Mod målstregen er der næppe nogen der slår Pogacar. Jeg tror, det bliver afgjort på de sidste 4,7 kilometer, og jeg tror, det ender i Pogacars favør.

Måske kan Ineos og Geraint Thomas drille en anelse. Enkeltstarten var langt mere opløftende end for en uge siden, og Thomas fik vist at han er klar til løbets sidste del. Ineos har fordel af at de har to klassementskaptajner, og jeg synes, de skal forsøge at sætte pres på ved at lade Arensman køre offensivt. UAE er nok i første omgang ret ligeglade med en rytter, der er 6:30 efter i klassementet, men for Ben O'Connor, Antonio Tiberi og Daniel Martinez sætter det pres på dem. Det er ikke sikkert, Arensman får lov til at køre offensivt, så jeg kan sagtens se et scenarie, hvor Ineos holder kæden stram hen til Mortirolo, hvorefter man så lader Arensman få fripas til at angribe. 

Det giver Thomas en massiv fordel, hvis han kan få Arensman ud foran, for det kan være med til at isolere Martinez relativt hurtigt, mens Tiberi har Caruso og Ben O'Connor nok også har Baudin, Paret-Peintre m.fl. Og så kan waliseren køre kontra. Det kræver at de har gode ben, men ét eller andet skal Ineos jo gøre, hvis de vil forsøge at ruske op i tingene. 

I virkeligheden er det nok Decathlon-Ag2r, jeg har størst forventninger til i forhold til et taktisk udspil. Ben O'Connor virker simpelthen flyvende, og jeg tror, de vil fortryde det, hvis de ikke går efter at isolere Daniel Martinez, der er foran australieren i klassementet. De har et ufatteligt stærkt kollektiv, og det er ikke sikkert, at de vil ofre holdklassementet (pt. er de nummer to der) allerede nu, men hvis jeg sad som sportsdirektør hos AG2R, så sad jeg i disse timer og udtænkte hvordan vi kunne få skovlen under Daniel Martinez allerede på 15. etape.

For Ben O'Connor er stærk. Når han kører en syvendeplads hjem på en flad enkeltstart, så er det fordi der er noget i benene. Han er ikke bleg for at angribe, og han er god til at time sit angreb. Jeg kan sagtens se ham angribe på det helt rigtige tidspunkt, hvor de andre tøver lidt. Det er en god finale for ham.

Det er såmænd også en god finale for Daniel Martinez (Bora-hansgrohe), men jeg frygter lidt for colombianeren i den sidste del. Aleotti og Schachmann skal virkelig have de stærke ben fundet frem, for ellers ender Martinez ofte med at være isoleret på de svære bjergetaper, der venter forude - startende allerede med denne. Det havde nok været meget godt med Emanuel Buchmann. 

Når det så er sagt, så har Daniel Martinez jo kørt noget nær fejlfrit indtil videre, og selv dagens enkeltstart hvor han bliver nummer 14 vidner jo om gode ben. Og hvis den store offensiv fra rivalerne udebliver, så er Aleotti i sin nuværende forfatning en stærk nok hjælper. Martinez har antrittet til at rykke fra de fleste i finalen.

Indtil videre er det kun Antonio Tiberi (Bahrain), der sådan for alvor har haft modet til at angribe blandt favoritterne. Det er herligt, men det er nok også lidt et udtryk for ungdommens kådhed. Det er ikke tilfældigt, at erfarne Thomas holder sig i ro, mens uerfarne Tiberi brænder et par tændstikker af.

Tiberis store trumf er at Damiano Caruso for alvor synes at være tilbage på niveau. Veteranen bliver meget, meget vigtig for Tiberi, og selvom han ikke er en trussel i klassementet længere, så kan han blive den, der for alvor gør at Tiberi kan blive en faktor i forhold til podiet. 

Der er også den mulighed, at favoritterne kører om det, men ender med at lurepasse på hinanden, mens Einer Rubio (Movistar) stikker af i finalen. Den lille colombianer har kørt meget flot indtil videre, men efter 70 kilometers enkeltstart er han 9 minutter efter Pogacar. Han blev dog nummer seks på Prati di Tivo, og eftersom han ikke er den største trussel for podiet, så kan han sagtens få lidt snor. Han er ved at udvikle sig til en rigtig dygtig rytter.

I samme kategori kan man jo nævne både Filippo Zana (Jayco) og Romain Bardet (dsm), der begge er pænt inde i top10, og derfor som sådan ikke skal ud og jagte tid - men de opfattes jo heller ikke just som en trussel for hverken sejren eller podiet, så måske kan de alligevel få frit lejde? Jeg forestiller mig i så fald, at de angriber på Mortirolo, og så vil ét af favoritholdene - Bahrain, givetvis - køre et kontrollerende tempo bagved. Ja, Lorenzo Fortunato (Astana) kan vel hoppe med i det udbrud. Og som tidligere nævn: Hvad med Thymen Arensman (Ineos)? Det vil virkelig sætte pres på.

Det kan de to Paret-Peintre-brødre såmænd også. Dels fordi Decathlon-Ag2r gerne vil gøre det godt i holdklassementet, men også fordi de kan tænkes at have planer med Ben O'Connor senere i løbet. Jeg mener vitterligt, at de skal forsøge at isolere Daniel Martinez. I al fald lige teste holdet for at se hvor Aleotti står.

Hvis ingen af favoritholdene vil noget som helst, så har jeg skudt helt forbi, og så ender det med at et udbrud kører hjem om sejren.

Her skal man kigge efter de sædvanlige ryttere, der har udmærket sig i udbrud. Stærkest ligner Michael Storer (Tudor), og han vil helt sikkert forsøge sig. Valentin Paret-Peintre (Decathlon-Ag2r) har også evnerne til at gøre det færdigt. Damiano Caruso (Bahrain-Victorious) jagter også en etapesejr, og hvis favoritholdene tager det roligt, kan han køre med i udbruddet og gøre det færdigt, men der er også en risiko for at han er bundet til Tiberi hele etapen. Davide Piganzoli (Polti Kometa) må også nævnes som et udbrudsnavn.

Dossards vinderbud Tadej Pogacar

Del på de sociale medier

Kommentarer

Ingen kommentarer endnu. Vær den første til at kommentere!

Seneste cykelnyheder

Optakt: Tour Down Under 2025
Optakt: Tour Down Under 2025
14/01 2025
Boganmeldelse: Monumenter
Boganmeldelse: Monumenter
11/01 2025
Boganmeldelse: Mads P - væddeløber og verdensmester
Boganmeldelse: Mads P - væddeløber og verdensmester
02/01 2025
Rolf og Ritter udgiver ny cykelbog til marts
Rolf og Ritter udgiver ny cykelbog til marts
29/12 2024
Modtag optakterne direkte i din indbakke
Modtag optakterne direkte i din indbakke
24/12 2024
Monumenterne: Et kig på de fem største klassikere
Monumenterne: Et kig på de fem største klassikere
14/12 2024
Storslået interview med Vollering afslører detaljer om tumultarisk sæson
Storslået interview med Vollering afslører detaljer om tumultarisk sæson
23/11 2024
Optakt: Lombardiet Rundt 2024
Optakt: Lombardiet Rundt 2024
11/10 2024
Optakt: Giro dell'Emilia 2024
Optakt: Giro dell'Emilia 2024
04/10 2024
Optakt: BEMER Cyclassics 2024
Optakt: BEMER Cyclassics 2024
06/09 2024
Spilanmeldelse: Pro Cycling Manager 2024
Spilanmeldelse: Pro Cycling Manager 2024
02/09 2024
Det lærte vi af Tour de France Femmes 2024
Det lærte vi af Tour de France Femmes 2024
18/08 2024
Optakt: 8. etape af Tour de France Femmes 2024
Optakt: 8. etape af Tour de France Femmes 2024
17/08 2024
Optakt: 7. etape af Tour de France Femmes 2024
Optakt: 7. etape af Tour de France Femmes 2024
16/08 2024
Optakt: 6. etape af Tour de France Femmes 2024
Optakt: 6. etape af Tour de France Femmes 2024
15/08 2024
Optakt: 5. etape af Tour de France Femmes 2024
Optakt: 5. etape af Tour de France Femmes 2024
14/08 2024
Optakt: 4. etape af Tour de France Femmes 2024
Optakt: 4. etape af Tour de France Femmes 2024
13/08 2024
Optakt: 3. etape af Tour de France Femmes 2024
Optakt: 3. etape af Tour de France Femmes 2024
12/08 2024
Optakt: 2. etape af Tour de France Femmes 2024
Optakt: 2. etape af Tour de France Femmes 2024
12/08 2024
Optakt: 1. etape af Tour de France Femmes 2024
Optakt: 1. etape af Tour de France Femmes 2024
11/08 2024