Få optakterne direkte i din indbakke
Vær sikker på at du aldrig misser en optakt. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og så modtager du en mail hver gang, der udgives en ny optakt.
Efter en hæsblæsende start på Giro d'Italia kommer der måske mere ro over sagerne på 4. etape, der bør ende i en form for spurt.
Tadje Pogacar, Geraint Thomas og Mikkel Honoré gjorde sit bedste for at forhindre sprinterne i at tage en sejr på 3. etape, men det lykkedes lige akkurat ikke. Her på 4. etape venter der igen en lille bakke i finalen, men det bør blive en sprinterdag.
4. etape går til Andora. Det bliver igen en dag for de hurtige ryttere, men Capo Miele-bakken, der venter i finalen, er et perfekt afsæt for et sent angreb. Med 5,1 % over cirka halvanden kilometer og efterfølgende nedkørsel, tror jeg godt at en eksplosiv rytter kan snyde feltet. Jeg tror dog også et stærkt sprintermandskab kan holde det samlet. Vinden kan blive afgørende her.
Jeg hælder til at det bør blive en spurt. Selvfølgelig er der en riisko for at Tadej Pogacar vil ud og lave ballade igen. Det er jo god træning, hvis man gerne vil vinde Milano-Sanremo i fremtiden. Men sprinterholdene bør kunne holde det samlet.
Den gik lige akkurat ikke for Jonathan Milan (Lidl-Trek) på 3. etape. Tim Merlier overhalede ham til sidst, men i det hele taget var det en meget kaotisk spurt, Lidl-Trek fik kørt.
Hvis 4. etape bliver mindre kaotisk, kan Milan få et bedre udgangspunkt, og jeg tror vitterligt fortsat på, at han er rytteren, der skal besejres i årets Giro d'Italia. Han virker til at være bedst, og sådan som han har klatret i år, er bakken ikke en ulempe for ham - tværtimod.
Selvfølgelig er Tim Merlier (Soudal-Quick Step) den primære rival. Merlier har uhørt meget fart i stængerne. Jeg er ikke vild med hans leadout-tog, men det er sådan set også ligemeget - de får sat ham i en position, hvor han kan vinde.
Merlier plejer at være bedst i starten af et etapeløb, så han er nok stadig ret frisk her på 4. etape. Han gav udtryk for at 3. etape var meget hård, men den her finale er mindre hård.
Jeg holder fortsat Milan som favoritten. Det skyldes at italieneren i højere grad kan styre finalen, da han har et stærkere leadouttog end Merlier.
Jeg har stadig en fin fidus til Olav Kooij (Visma). Han har Laporte foran sig, og det kan gøre forskellen. Han var i asfalten på 2. etape, men som vi så på 3. etape, så er det ikke noget, der har hæmmet ham indtil videre. Her var han nemlig med i udbruddet og spurtede efterfølgende pænt med.
Nogle gange kommer stivheden dog først efterfølgende. Jeg er varsom, men tror mere på succes end fiasko for hollænderen. Han var også hurtig til selv at gå ud og sige, at han havde det helt okay. Han skal nok være der.
Herefter går jeg med Biniam Girmay (Intermarché-Wanty). Den her finale bør jo være noget nær perfekt for Girmay. Sandheden er dog også, at han ikke for alvor præsterer i de her finaler på samme vis, som han gjorde i hans gennembrudsår.
Til gengæld har han lidt mere fart end dengang. På 3. etape var det nok til en tredjeplads. Han imponerede også med farten under Tour de France 2023, så jeg tør slet ikke afskrive ham, om end han dog nok er en lille smule efter de bedste.
Det var også opløftende at se Tobias Lund Andresen (dsm). Danskeren fik en femteplads på 3. etape, og han startede måske spurten lidt for tidligt. Med endnu en bakke i finalen har jeg svært ved at se dsm-holdet sadle om og satse på Jakobsen.
Kan Caleb Ewan (Jayco) gøre noget? I gamle dage ville han jo være storfavorit i en finale som denne. I disse dage er det dog 50/50 om hvorvidt han får sneget sig i top10. Det gør ondt at se Ewan spurte rundt.
Kaden Groves (Alpecin-Deceuninck) fortsætter de undervældende takter i 2024. Det ligner ikke, at han kører med alt for meget selvtillid. Det samme kan siges om Fernando Gaviria (Movistar), der som én af de eneste sprintere missede udbruddet på 3. etape. Etapen kunne have udformet sig anderledes, hvis han var kommet med.
Phil Bauhaus (Bahrain) har fart til at blande sig blandt de forreste, men han var mindst ét skridt efter hele dagen på 3. etape. Kan han rejse sig? Hvis nogen kan, så er det Bauhaus. Jenthe Biermans (Arkea) imponerede med en fjerdeplads, men jeg tror ikke, han kan gøre det to dage i streg. Danny van Poppel (Bora-hansgrohe) bør gøre det bedre på 4. etape end på 3. etape. Og så er der Ethan Vernon (Israel Premier Tech), der kørte en fornuftig spurt.
Men måske går Tadej Pogacar (UAE) amok igen? Capo Miele er ikke den hårdeste bakke, men hvis Pogacar rykker, kan det være nok til at skabe et hul. Jhonathan Narvaez (Ineos) kan måske gå med igen? Og Mikkel Honoré (EF) har vel kun fået mere mod på tanden. Jeg tror ikke på det, men det er værd at nævne dem.
Vær sikker på at du aldrig misser en optakt. Skriv dig op til vores nyhedsbrev, og så modtager du en mail hver gang, der udgives en ny optakt.
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu. Vær den første til at kommentere!