Der er mange rygter omkring Demi Vollerings næste hold, men nu peger alt på, at det bliver FDJ-Suez.
Det er rygtesæson i cykelsporten. En masse har kontraktudløb og på kvindernes World Tour er alt fokus på Demi Vollerings valg. Rygterne går nu på, at det bliver FDJ-Suez, som kan sikre sig den regerende Tour de France-vinder.
Demi Vollerings kontrakt med SD Worx-Protime udløber efter denne sæson, og der har længe været spekulationer omkring, hvor hun så kan være på vej hen. Ifølge GCN så bliver det ikke UAE Team ADQ, selvom der har været tale om et tilbud på 1 millioner euro om året, og det bliver heller ikke Lidl-Trek. De to hold har ellers på rygtebørsen været favoritter til at få Vollering ind i deres fold. Visma-Lease a Bike går efter yngre ryttere.
Det efterlader egentlig kun to muligheder tilbage. Der er Movistar og FDJ-Suez, som realistisk vil kunne lave en kontrakt med Vollering. GCN rapporterer, at Movistar ikke har haft nogen kontakt med Vollering. I teorien efterlader det FDJ-Suez, som er i gang med at forlænge begge deres sponsoraftaler, så økonomien og stabiliteten er på plads til at tilføje en kontrakt på den størrelse, som der er behov for at få Demi Vollering på holdet.
Det kan ændre sig, men alt peger på nuværende tidspunkt på, at det bliver FDJ-Suez, som bliver Demi Vollerings kommende arbejdsgiver, og hvis det er tilfældet, så er det et skifte, som er med til at ryste magtbalancen på kvindernes World Tour.
En anden rytter, som nævnes i forbindelse med et skifte til FDJ-Suez, er franske Juliette Labous. De ser hende som værende en mulig fransk Tour de France-vinder.
Kommentarer
Ingen kommentarer endnu. Vær den første til at kommentere!