Sådan opstod kategoriseringerne i Tour de Frances bjerge

Cykelsporten har altid haft brug for at inddele bjergene efter sværhedsgrad, og selvom det nu om dage er nemt at opgøre bjergenes sværhedsgrad ved at kigge på længden og stigningsprocenten, så var det sværere i gamle dage.

Så hvordan opstod idéen egentligt til de forskellige kategoriseringer, som vi kender fra nutidens Tour de France, hvor de nemmeste bakker og stigninger er 4. kategori, mens de allersværeste stigininger er HC - uden for kategori?

Ifølge legenden handler det hele om den klassiske Citroën 2CV - bilen med de to heste. Den ikoniske bil skulle køre op ad stigningerne, og hvis bilen kunne kommer over en stigining i fjerde gear, blev den kategoriseret som 4. kategori. Skulle den ned i 3. gear for at komme over en stigning, ville den blive kategoriseret som en 3. kategori. Det samme var tilfældet med både 2. og 1. gear.

Og hvis bilen ikke kunne komme over stigningen, ja, så var den uden for kategori - Hors Categorie.

Der er dog bare lige én krølle ved historien: Tourens kategoriseringer blev introducereret ét år før bilen blev sat i produktion. Det er i al fald ikke tilfældet længere, at stigningernes kategori bliver defineret af en bil. I stedet handler det i højere grad om de kolde, hårde fakta i form af stigningsprocent og længde. 

Historien om Citroën 2CV er dog alligevel en sød, lille historie.